torsdag den 3. oktober 2019

Frugtbåret

Er det muligt? Er det sandt? At den der bar mig også var min moder? Som du bærer mig, skal jeg bære dig. Jeg skal holde dig tæt, folde mine hænder om dig. Holde dig tæt ind til mig, hænder som skåle, der bærer en skat. Denne tanke, en fragter, en bærer af liv. Jeg holder fast i denne tanke; at du bærer, mens jeg transporter min sjæl i dit billede, som et minde om en fortid.
Frugten af en mulig fremtid.


Hjulet

Når hjulet drejer, hægter sneglen sig fast ved hjælp af små slimede kødkroge, der som små spyd borer sig ind i gummiet. Når jeg træder på speeder, bremser og kobler ind og ud, varierer fart og dermed spændingen, kan jeg mærke sneglen bumpe mod asfalten. Det er som at køre over en meget lille bakke, kun med venstre forhjul. Denne udvekling af små erkendtligheder, en erkendelse af et liv, får mig til at smile, og jeg ved, at sneglen - lad os kalde den for Bill - føler det på samme måde. 
Når Bill og jeg er på tur, vi kan køre i timevis, sørger vi for at have en pakke kiks ved hånden. Vi bliver lidt sultne af al det bumperi, så jeg standser bilen ved en rasteplads, ser på de andre biler, som hviner forbi. Og imens solen går ned får vi os en kiks, Bill og jeg. Det er, som om vi lever inde i et stort hjul - Bill mener, at det mere minder om en gigantisk doughnut - der bare farer derudad.


Intention (Thank You, Isherwood)

Jeg er et billede. Du ser ikke, hvad jeg ser. Støvet, der lægger sig på en ramme, solens pust i den øverste kant. Jeg er konfigurationer, flere billeder i ét. Jeg er ikke et billede. Du ser, hvad jeg er. Støv, der sættes i bevægelse af solens sult. Jeg er intentionen, idéen. Om at være. Ikke et billede, men et fragment af, hvad der kunne have været. Jeg er. Dele. Af. Helheder. Jeg er intentionen om et billede.


Seer

Jeg har set fremtiden. Som en kegle fra en 1000-wattsprojektør, lysende som gløder, varme som sort ånde. Kastet ind på mine nethinder, frostet krystal, når jeg blinker: En sekvens af billeder. For hvert sekund verden fader ud, pakkes jeg i hvide landskaber. Denne frosne tid, hvor kulden skærer, når jeg sover. Ind og længere ind i mørkets løb. Denne tilstand, hvori mine sanser samler sig om at mærke skrift og former i en udstrækning, kun jeg aner konturerne af. Jeg dvæler ved hænder i min nærhed, mærker atomer skifte plads, give plads, giv mig plads, min plads tilbage; suset fra hænder, der kun eksisterer i kraft af nerveceller, dovne, listige celler er de, dovner, gør de. 
Jeg har set fremtiden. Som en knurren fra en afgrund. Denne evne til at se, denne vanære ved at vide at mit blik, disse blikke, disse øjne, skælver som en vulkan, en tung knytnæve i undergrunden, fingre som før var knyttet folder sig ud, sætter bjerge og dale i drift. Jeg kan se tågen, tåge der fortættes, driver ind, drives ind, driver sammen i min periferi, mit blik skærver over afgrunde. Jeg har splinter i mine øjne. Jeg er seer. Jeg har set fremtider. Som liv, der bytter plads, bagage som flyder rundt i en verden, hvor alt er i spil, også spillet; dette spil, lysglimt på mine hænders lugtesans. 
Jeg har set fremtider. Mørke i mørke, som et dyr på vagt i natten, en nat på vagt i det sorte, denne puls i natten, denne eksplosion af lys.
Jeg har set fremtiden.


Parti

Mens hånden fejer brættet rent for de døde, ser jeg min modstander smile roligt. Som om han vidste det fra start; du er en gæst, du må følge mine regler eller dø. Så da min hånd fejer brættet rent, ved jeg, at jeg er sikker på det. At han ved det: Partiet var overstået før det blev sat i gang. Det forhindrer mig dog ikke i at smile beklagende, mens han rydder brættet, mens mine brikker bliver knust. Det eneste spørgsmål er: Hvem vandt?


Tænkepause I

Passagen er blotlagt. Da vi standser, sænker vores macheter, ser ud igennem det fritlagte, kan vi fornemme det. Passagen er givet fri. Men er vi klar til at træde ind i dette mysterium? Dette tegn, som vi har gjort fri af regnskovens morads? Denne kube, gjort af et stof, som minder om hvid sandsten, gnistrer i solens søjler. Vi står lidt inde i skyggerne fra de høje træer og ser ud på dette vidunder, denne ... trussel, denne ... tindrende, sitrende ... dette ... barmhjertelige ... denne ... Hvad?


fredag den 27. september 2019

Det drabelige

Ud fra det vi ved, kan vi fastslå følgende: Det drabelige er et spørgsmål om tilførelse af ilt. Ved handlingen må der ilt til. Intet kan for(e)gå i et vakuum. Det timelige skal udtrækkes, slides frem, saltes og trækkes frem i lyset. Lysten til at forstå er en konsekvens, vi alle må forstå. Det kan ikke læres. Det drabelige er ord kastet op på væggen som en håndfuld sand. Vi kaster sand op mod væggen, ser kornet ilte. Det er det drabelige i den reneste form. Det timelige udsat for hård vakuum.
Forstår du?


tirsdag den 10. september 2019

Prolog

Jeg hader det her.
Man tager toget ud på bøhlandet, sidder i en kupé der stinker af sved og leverpostej, læser lidt og glor på folk og ud ad vinduet. Man står af toget, tager en rutebil – en rutebil! – der stinker af gris og kæderyger den ene gar efter den anden og ser tomt ud på marker, gårde, jættestuer og dér står en ko og fryser her i oktober måned, hvor skyerne hænger tungt på himmelen … hvornår er vi der? Og så kører man ind i ”centrum” af et eller andet provinshul der er så søndagstom som min hjerne efter en uges druk. Man bliver sat af med sit habengut og så er det fandeme begyndt at regne og det blæser og der. Er. Ikke. Et. Øje. I miles omkreds!
Man retter på colabundene og kniber øjnene sammen, mens regnen hamrer ned på ens ansigt der er en sur citron og lur mig om man ikke står midt i en vandpyt.
Så glor man rundt for at orientere sig, hvor er jeg – hvor fanden er jeg!? – og regnen bare vælter ned som et ondskabsfuldt vandfald fra helvede. Man står på noget der ligner en … havn? Og der er ingen skilte, man tripper lidt og overvejer at tage hjem igen, begrave sig under sin dyne med en SF-bog og en pose slik, men man ved at det ikke kan lade sig gøre. Dette forehavende skal gennemføres, man har vel lidt ære i livet. Så står man der og forsøger at orientere sig i et hul der er tomt som Mars (gid jeg var der) og man ved at man må tage en beslutning, sætte sig i bevægelse og forsøge at finde ud af, hvilken vej man skal. Man tager tasken på skulderen og begynder at bevæge sig, bare for at se ud som man Gør noget … Godt, over broen, hvor ”havnen” bliver til en å, prøv at gå den vej, så tager vi den derfra, mens man overvejer at gå i den stik modsatte vej fordi man bare. Ved. At man er på vej i den forkerte retning. Fortsæt nu, din nar, tør brillerne og se efter et skilt – der MÅ være et skilt – og der er ikke noget skilt.

Så vender man sig om, en elefantisk piruet, hovedet op, fuglebrystet frem, se ud som du ved, hvad der foregår, der er STYR på tingene. Hvor fanden er det SKILT henne, er der et skilt i dette udskud af en landsby? Man går tilbage over broen og så får man øje på et skilt uden for et hus – noget har åbent! – og på vej hen til frelsen ser man så et skilt der siger to kilometer i den retning, man er kommet fra. Elegant vending, en supertanker på afveje, og så tilbage over broen og ligeud. Mens husene brat standser op og afløses af marker og bakker og en tung ond himmel der ikke gider. Noget. Pis!
Man går og går, forsøger at se ud som om man hører til, DET gør man ikke, og vejen slår et sving og hist på vejen ser man et skilt, hvor der står rekonvalescens – hvad fanden er nu det? – og man aner ikke, hvad det betyder, slå det op! Og man tøver og overvejer om det er her, men det ligner ikke, så man går videre og ser sig om, mens man nonchalant fyrer op under en gar, mens regnen stopper og fuglene begynder at råbe i takt med miliernes tramp. Fremad kun fremad, der må komme et skilt, markerne brækker sig og så på venstre side, man tager et sving til, er der vand! En fjord, kyst, havet, vand i hvert fald og man ser ned mod en klynge bygninger der råddentgult insinuerer, at hér er der liv. Man smider smøgen og hanker op i sig selv, tjekker at tingene sidder som de skal, hestehale, lapperne på bukserne, brillerne og de løse tænder. Nu går det lidt ned ad bakke, man mærker forventningerne stige, mens regnen slår til igen. Og bygningerne viser sig at være træting og beton i en pærevælling og så står man i en indkørsel, stirrer på en græsplænemudderpøl og foran en åbner bygningerne sine arme.


Fra upubliceret roman; en fortsættelse til romanen "Belejringsdage" (2014).

fredag den 9. august 2019

Tre Digte på engelsk I


The pain
The lump
of water
in
my hand
is the suffering
my heart
my pain.

AD HOMINEM
I am not
saying
You are
wrong
I think
therefore
You are.

 Artefacts
Words are not
picturesque imprints
of my mind’s
eye
but artefacts
duplications of
souls.

fredag den 19. juli 2019

OM VI MØDES IGEN, 2. gennemskrivning

1.
De kommer om natten.
De svæver som gribbe og efterlader ingen spor.
Du er kun et barn, da de ankommer, men en mand, da de forlader os.
Min søn, du må blive en mand.
Du skal overleve.
Du må forlade os.
Sådan sagde min Moder.
I natten, i nattens aske.
Den dag, jeg blev en mand.

2.
De døde sejler.
De døde tager afsked og sejler
ud over kanten.
Støvet lægger sig på porøse
overflader.
Vi er støv, der sejles
ud over kanten.
Vi må ikke ryste på hånden.

3.
Min Moder Sagde:
Hvis du ryster på hånden
kommer djævlen og slår dig ihjel.
Vinden hvisker til træerne.
Husene er tomme.
Kun arrene er tilbage.
Men Djævlen slår ikke ihjel.
Han får dig til at ryste på hånden.

4.
De rejste skyer af støv
skræller huden af menneskene.
Og så kommer regnen.
Og med tiden kommer visheden.
Du skal leve mens
støvet rejser sig dovent.
Skræller huden af menneskene
og så kommer visheden.

5.
Vi sejler på et spejl.
Jeg ser ned i et spejl.
Og guderne ånder ind.
Bølgerne rejser sig.
Og guderne ånder ud.
Jeg kan dufte Moders ånde på min kind.
Mens havet rækker ud
ser jeg ind i spejlet.

6.
Jeg rækker ud
tager dig i mine arme.
Min søn, jeg tager dig i mine arme.
Jeg ved ikke, om vi mødes igen.
Men jeg vil altid være hos dig.
Kan du mærke min varme, min prægtige søn?
Kan du mærke mine tårer
der tørrer ind på din kind?
Kan du mærke mine salte tårer
på din kind.
Mens du ser ind i spejlet?

mandag den 15. juli 2019

Biblioteker - frirum eller mareridt?

Jeg var på biblioteket i dag for at læse et par tidsskriftartikler.
Eller det vil sige: Jeg blev simpelthen nødt til at skifte læseplads flere gange på grund af biblioteksbrugere, der larmede ret kraftigt. Så artiklerne blev læst i bidder.

For nylig fik jeg som begrundelse for et afslag på et job, at jeg ikke vidste, hvordan et bibliotek fungerer i dag.
Bortset fra, at det ikke passer, så får I lige, hvad jeg ved om bibliotekerne i dag:

Bibliotekerne er gået fra at være steder for indsamling af information, fordybelse og stillezoner til at være centre for kultur, ja, nærmest kulturhuse.
Dette er ikke nyt, men noget jeg læste om på biblioteksskolen for 20 år siden. Og det er som sådan ikke noget problem, hvis det ikke var, fordi bibliotekerne er blevet ens(rettede) på alle områder.

Det er blevet zoner, hvor man opfører sig, som om man var hjemme. Man snakker meget højt, taler i telefon, uden hensyn til andre.
Der skal være plads til alle, men på bekostning af "brugere", som gerne vil fordybe sig i et emne?

Ensretningen går også ud over indkøb af bøger, der ikke er efterspørgsel på. Jeg har set 5-6 eksemplar af én bog, og jeg spørger mig selv:
Er det derfor, digte bliver købt i så få eksemplarer. Eller ikke købt overhovedet?
Og jeg vil ikke her komme ind på, hvordan man centraliserer materialeindkøbet nogle steder...

Og så lidt om kulturhuset:
Det er fint, at man inviterer kendte forfattere; de sikrer, at publikum dukker op - og så har man dækket sin ryg i forhold til kommunalpolitikere, der kræver målbare resultater på alt.
Dermed ryger budgettet til andre arrangementer, så man ikke kan betale mindre "kendte" forfattere. Og så er vi ude i, at nogle forfattere bliver betalt med rødvin.

Nå, og hvad så? 
Jeg kan jo bare tage materialet med hjem og læse det i ro og mag.

Men hvis biblioteket ikke har det materiale, der interesserer mig, så har vi et problem.
Og vi har i allerhøjeste grad et problem, når nedskæringer bliver kaldt for serviceforbedringer.
Hvis der ikke er nogen bibliotekar, når jeg finder ud af, at netop den bog, jeg er ude efter, er på fjerndepot, så har vi et problem.

Men måske er det bare et problem for mig, måske er jeg bare overfølsom og gammeldags?
Ganske givet, men det er Ikke et problem😃