fredag den 19. juli 2019

OM VI MØDES IGEN, 2. gennemskrivning

1.
De kommer om natten.
De svæver som gribbe og efterlader ingen spor.
Du er kun et barn, da de ankommer, men en mand, da de forlader os.
Min søn, du må blive en mand.
Du skal overleve.
Du må forlade os.
Sådan sagde min Moder.
I natten, i nattens aske.
Den dag, jeg blev en mand.

2.
De døde sejler.
De døde tager afsked og sejler
ud over kanten.
Støvet lægger sig på porøse
overflader.
Vi er støv, der sejles
ud over kanten.
Vi må ikke ryste på hånden.

3.
Min Moder Sagde:
Hvis du ryster på hånden
kommer djævlen og slår dig ihjel.
Vinden hvisker til træerne.
Husene er tomme.
Kun arrene er tilbage.
Men Djævlen slår ikke ihjel.
Han får dig til at ryste på hånden.

4.
De rejste skyer af støv
skræller huden af menneskene.
Og så kommer regnen.
Og med tiden kommer visheden.
Du skal leve mens
støvet rejser sig dovent.
Skræller huden af menneskene
og så kommer visheden.

5.
Vi sejler på et spejl.
Jeg ser ned i et spejl.
Og guderne ånder ind.
Bølgerne rejser sig.
Og guderne ånder ud.
Jeg kan dufte Moders ånde på min kind.
Mens havet rækker ud
ser jeg ind i spejlet.

6.
Jeg rækker ud
tager dig i mine arme.
Min søn, jeg tager dig i mine arme.
Jeg ved ikke, om vi mødes igen.
Men jeg vil altid være hos dig.
Kan du mærke min varme, min prægtige søn?
Kan du mærke mine tårer
der tørrer ind på din kind?
Kan du mærke mine salte tårer
på din kind.
Mens du ser ind i spejlet?

mandag den 15. juli 2019

Biblioteker - frirum eller mareridt?

Jeg var på biblioteket i dag for at læse et par tidsskriftartikler.
Eller det vil sige: Jeg blev simpelthen nødt til at skifte læseplads flere gange på grund af biblioteksbrugere, der larmede ret kraftigt. Så artiklerne blev læst i bidder.

For nylig fik jeg som begrundelse for et afslag på et job, at jeg ikke vidste, hvordan et bibliotek fungerer i dag.
Bortset fra, at det ikke passer, så får I lige, hvad jeg ved om bibliotekerne i dag:

Bibliotekerne er gået fra at være steder for indsamling af information, fordybelse og stillezoner til at være centre for kultur, ja, nærmest kulturhuse.
Dette er ikke nyt, men noget jeg læste om på biblioteksskolen for 20 år siden. Og det er som sådan ikke noget problem, hvis det ikke var, fordi bibliotekerne er blevet ens(rettede) på alle områder.

Det er blevet zoner, hvor man opfører sig, som om man var hjemme. Man snakker meget højt, taler i telefon, uden hensyn til andre.
Der skal være plads til alle, men på bekostning af "brugere", som gerne vil fordybe sig i et emne?

Ensretningen går også ud over indkøb af bøger, der ikke er efterspørgsel på. Jeg har set 5-6 eksemplar af én bog, og jeg spørger mig selv:
Er det derfor, digte bliver købt i så få eksemplarer. Eller ikke købt overhovedet?
Og jeg vil ikke her komme ind på, hvordan man centraliserer materialeindkøbet nogle steder...

Og så lidt om kulturhuset:
Det er fint, at man inviterer kendte forfattere; de sikrer, at publikum dukker op - og så har man dækket sin ryg i forhold til kommunalpolitikere, der kræver målbare resultater på alt.
Dermed ryger budgettet til andre arrangementer, så man ikke kan betale mindre "kendte" forfattere. Og så er vi ude i, at nogle forfattere bliver betalt med rødvin.

Nå, og hvad så? 
Jeg kan jo bare tage materialet med hjem og læse det i ro og mag.

Men hvis biblioteket ikke har det materiale, der interesserer mig, så har vi et problem.
Og vi har i allerhøjeste grad et problem, når nedskæringer bliver kaldt for serviceforbedringer.
Hvis der ikke er nogen bibliotekar, når jeg finder ud af, at netop den bog, jeg er ude efter, er på fjerndepot, så har vi et problem.

Men måske er det bare et problem for mig, måske er jeg bare overfølsom og gammeldags?
Ganske givet, men det er Ikke et problem😃

torsdag den 13. juni 2019

EKSPANSION

1. 

”Har du tabt kortet!?"
Han stirrer på mig. Jeg nikker og siger:
”Kortet er simpelthen forsvundet. Jeg aner ikke hvordan … Jeg lagde det i lommen, og jeg knappede den lomme, det ved jeg!”
”Så må vi håbe, at det hele ikke gror til … For så får vi problemer.”
Haram ser på mig. Er han sur eller bare opgivende?
”Måske kunne jeg gå tilbage og se, om jeg ikke støder på den. Det er trods alt kun et par timer.”
”De timer har vi ikke.”, siger han og begynder at hakke sig vej igennem det uigennemtrængelige grønne, som i begyndelsen lignede små buske, men som nu nærmest rejser sig som en mur foran os.
”De andre er på vej, og de har med garanti ikke smidt deres kort væk.”

De Andre, denne pludselige afstand mellem os rammer mig som en kuldegysning. Det betyder, at der er et os og dem. Før var vi fem medlemmer af ekspeditionen, og nu er vi … to? Forudsat at det er os, som er ekspeditionen nu. Måske tænker De Andre det samme? Jeg ser på Haram, der bander og sveder og svinger macheten.

”Haram, hvem er ekspeditionen egentlig nu? Os eller De Andre?”
Han standser brat op, så jeg støder ind i ham.

”Hør nu her! Det er mig, der leder denne ekspedition, så derfor er VI ekspeditionen.”

Han har vendt sig om mod mig, så jeg kan se sveden dryppe fra ham. Hans sorte hår er klasket sammen, hans grå øjne lyser af vrede.
”Det er ikke os, som har valgt at gå solo og tage æren selv. Det er Sykes og hans slæng! Vi er så tæt på, og så forsvinder den tynde fernis af civilisation og altruistisk videnskab? Jeg …”

Han ryster på hovedet, vender sig mod den grønne mur og hugger løs. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der er, som er sket med ekspeditionen, som de første tre dage havde det fælles fodslag, der skal til for at løse den opgave, vi har fået. Det var vist først, da vi nåede frem til udkanten af junglen, at noget forandrede sig mellem Sykes og Haram. Eller måske var det på den fjerde dag? Da vi gjorde holdt ved floden? Jeg er ikke helt sikker.

Det jeg ved med sikkerhed er, at om morgenen, på den femte dag, var de tre andre forsvundet. De havde taget deres oppakning og var gået deres vej. De havde ikke efterladt noget brev. Hverken Haram eller jeg hørte dem gå, men jeg sov også som en sten. Da Haram pakkede sin rygsæk, bandede han højlydt, og jeg spurgte ham, hvad der var sket.

”Sykes og jeg havde en diskussion om, hvem der skal lede os det sidste stykke. Jeg holdt på, at jeg som leder selvfølgelig leder hele vejen. Det var Sykes ikke enig i.”

”Hvad så nu?”, spurgte jeg og så i den retning, Sykes og de andre måtte være forsvundet i.

”Du er ekspeditionens kortbærer. Find en hurtigere vej, med eller uden kort!”
Haram bander, mens han stirrer på macheten, som sidder fast i den tykke gren. Macheten er ikke til at rokke.
”Hvor lang tid endnu, kortbærer?”, snerrer han hæst og stirrer opgivende på mig. Jeg trækker på skuldrene, tøver.
”Hvis jeg ikke husker helt forkert, er vi stik øst for målet, men præcist hvor langt fra ved jeg ikke. Mit bedste skud er tre kilometer, forudsat at vi ikke er gået i ring.”
”Så du aner det praktisk taget ikke.”
Haram sukker og ryster på hovedet.
”Kun en kvinde smider kortet væk på den måde.”

Jeg skal til at sige, at det ganske simpelthen ikke passer, da vi hører stemmer omme fra den anden side af den grønne mur.

”… illusion. Det er en illusion, det perfekte. Det handler om illusionen om det perfekte.”
Vi kan høre Sykes’ stemme. Jeg kan se hans ansigt for mig, som han står der og har taget den belærende stemme på.
”Måske har vi at gøre med en form for omvendt entropi?”
Det er Jones, der stiller spørgsmålet. Jones, den lidt mutte geolog med det store smil og det grå hår.
Omvendt entropi? Jeg løfter et øjenbryn og ser på Haram, der ryster på hovedet og beder mig om at være stille. Han sætter fingeren på sine læber og tysser, som var jeg et barn.
”Omvendt entropi?”, vrænger Sykes. ”Sikke noget vrøvl.”

Vi kan høre ham sukke. Jones siger intet, venter på at få at vide, hvad han skal gøre. Jeg ser hen på Haram, der stirrer ud i luften, mens han lytter koncentreret.

”Nu har vi gået rundt i tre dage, og du fabler om ’omvendt entropi’? Karl er væk, vi er fanget i en labyrint. Vores data forsvinder, og du fabler om entropi?”
Der lyder et klask, derefter et overrasket udbrud: ”Nu holder du din kæft, Jones, mens jeg finder en vej ud herfra.”
Tre dage? Hvad taler han om? Der er allerhøjst gået 8 timer, siden de tre forlod os i morges. Jeg hiver i Haram, der stirrer ind i den grønne væg. Han ryster min hånd væk og råber så højt, at jeg farer sammen.
”Sykes! Jones? Hvad fanden foretager I jer?”
Han løfter hovedet, ser op, som om han prøver på at se over den tre meter høje mur af blade, stængler og grene.
”Sykes! Tal til mig! Det er stadig mig, der leder denne ekspedition!”
Der bliver helt stille omme på den anden side. Det eneste, man kan høre, er brisen i træerne og i ny og næ et skræp fra en fugl.
”Haram?”
Det er Jones, der svarer efter et halvt minut.
”Det var sgu på tide. Hvor blev I af?”

Vi hører et dunk, et skrig, så endnu et dunk. Og et til. Og så stilhed.

”Sykes!”, råber Haram, mens han hiver og flår i macheten og skæver til mig. ”Hvad sker der?”
Jeg ryster på hovedet, aner ikke, hvad jeg skal sige. Har Sykes lige slået Jones i jorden? Og hvad er der sket med Karl? Jeg går væk fra Haram, ser til venstre og til højre. Den grønne væg er uigennemtrængelig. Jeg gør tegn til Haram og går en tres meter til venstre. Der er ingen vej ind. Jeg er ikke overrasket. Jeg lunter tilbage til Haram, som står og råber på Sykes. Men der er stille omme på den anden side. Mørket er ved at falde på. Haram ryster på hovedet igen.

”Vi har en lille time, før det er bælgravende mørkt. Vi følger væggen til højre og ser, om vi kan finde et hul. Hvis det mislykkes, slår vi lejr … hvad fanden er det, der foregår? Har du et bud, kortbærer? Dit bud er lige så godt som mit.”

Jeg stirrer ind mod muren, hvor Sykes og Jones for lidt siden stod og diskuterede få meter fra os. Nu er der kun stilhed.
”Hvordan kan de have været derinde i tre dage? Hvis det er rigtigt, hvad Sykes sagde…”
”De må have spist et eller andet. Mærkelige svampe eller noget”, afbryder Haram og smiler skævt og bliver så med ét alvorlig igen.
”Hvad skete der derinde lige før? Har Sykes lige slået Jones bevidstløs? Eller det, der er værre?”
”Jeg ved det ikke. Men der er et eller andet helt galt. Hvad er det for nogle data, Sykes talte om? Data forsvinder ikke bare ud i det blå”.
”Du er eksperten på dét område … Lad os komme afsted og finde ud af, hvad der sker på den anden side af det satans krat”. Haram forsøger en sidste gang at få macheten fri, men opgiver, så vi må se, om vi kan finde et hul på et eller andet tidspunkt. 

2.

Vi har gået i tre dage nu.
Og vi har ikke fundet en vej ind. Denne grønne mur er som et levende væsen; jo mere vi går, desto mere virker det, som om muren vokser, bliver tættere. Jeg har tænkt på, om det ligefrem kunne være muligt, at den vokser, jo mere vi forsøger at trænge ind bag den.
Haram er stille, mut og skuler ondt til muren. Vi taler ikke sammen mere, vi går bare. Vi burde vende hjem og melde tilbage til D´Herrer, der betaler for ekspeditionen, at vi intet fandt, men jeg har ingen lyst til at fortsætte alene. Og jeg er næsten helt sikker på, at vi er faret vild. Jeg retter mig selv: Vi er faret vild.

Efter den første nats vandring fortalte jeg Haram, at jeg ikke kunne navigere efter de få stjerner, jeg kunne se.

”Hvad mener du?”, spørger han og ser træt på mig. ”Er de da forsvundet? Ligesom Sykes, Jones og Karl?” Vi har kaldt på dem hele natten, råbt os hæse. Men har intet hørt fra dem, eller fra Sykes skulle man måske sige? Jeg er i hvert fald sikker på, at Sykes har slået Jones ihjel, og mon ikke Karl har lidt samme skæbne?
”Jeg kan simpelthen ikke genkende konstellationerne. Det er, som om de har skiftet plads … eller måske er de helt anderledes? Jeg ved det ikke.”
”Så du aner ikke, hvor vi er? Du er ligeså uduelig som de andre.”
Han ser på mig, ryster på hovedet.
”Nå, men så kan du bare følge efter mig … Vi følger muren til den bitre ende.”

3.

Haram har intet sagt de sidste to dage.
Jeg har overvejet at forsøge at stikke af, men han har bundet mine arme om på ryggen med et reb (hvor har han fået den fra?) og smidt en løkke om min hals, som han hiver i, hvis jeg ikke følger med ham. Vi er begge trætte efter fem (eller er det otte?) dages vandring langs den grønne mur, men Haram vil ikke vende om nu.

Jeg er ikke længere sikker på, hvornår jeg vågnede op og fandt ud af, at jeg ikke kunne bevæge mine arme, og at jeg er blevet lænket som en hund. Jeg har spurgt ham, hvad det er, han vil opnå, men han svarer ikke. Han hiver bare i snoren og skuler ind i træernes grene og lianer, der filtrer og snor sammen og holder os ude.

Vi er ved at løbe tør for mad. Vanddunkene fylder Haram op, når vi støder på de små vandløb, som pludseligt ud af det blå dukker op, når vi har mest brug for det. Men ellers går vi bare. Vi valgte at gå til højre og følge muren, og det har vi gjort siden. Hvert øjeblik håber jeg på at se en ende på det grønne inde til venstre, men det fortsætter i det uendelige. Jeg er træt. Og jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at se mennesker mere. Det sidste, jeg kommer til at se, er Harams mutte ansigt, de udslukte øjne, hans vanvittige grimasse, mens han skuler på den grønne mur. Ærgrer det mig, at jeg ikke kommer til at kende sandheden? Om Sykes, Karl og Jones?

Ikke spor, jeg vil bare sove.

4. 


I nat vågnede jeg og så, at der var et hul i den grønne mur. 
Det var, som om nogen havde skåret en dør ind til en anden verden. Jeg lå og stirrede på den, overvejede at rejse mig op og gå derind. Men jeg var for træt til at vække Haram. Desuden vil jeg gerne holde for mig selv, hvordan det ser ud på den anden side. Jeg tror, jeg hørte Sykes le hjerteligt. Og Karl. Og Jones. 
Før jeg sov videre.


Novelle fra novellesamlingen "Sneuglen fra Marrakech" (2022)

fredag den 3. maj 2019

The Right

I presume
the end to all logic
not the right to believe
in wunders.

The ill-fated and the
fastly approaching
news on translocation
does not worry me.

Tonight I dreamt
the life of fools
don't hesitate to
sack me i two.

Pleasure, follow
the breadcrumbs...

fredag den 22. marts 2019

På café - en hyldest til Keith Flint

Mandag morgen, der er dømt stilledag for mit vedkommende. Jeg er øglesløv og ved at Torvet er tomt. Klokken er ti og jeg er social. På den der stille måde, uden sprut og tjald. Bare hænge ud i Café Stjernen, med kaffe og hjemmetril. Jeg har kuppet en hundredelap i mors pung, så i dag står den på kaffe og arbejderrøg. Døren ud til gaden er pivåben og jeg dasker ind, med læderjakken kroget op på skulderen og en gar hængende i mundvigen, ikke tændt. Det er jo slappe-af-dag.
Det her er det perfekte sted for mandagsøgler. Borde, bænke og bar af egeplanker, hvidkalkede vægge. Og det bedste er at de få plakater skærer lige ind til benet. Ikke noget med bands her, det er rå politisk, antiimperialistisk/-kapitalistisk amokløb. Direkte aktion og Fuck Off!
Jeg bliver altid i godt humør her. Her skal man ikke leve op til sig selv eller andre, her har man fri. Der sidder en to-tre andre og drikker kaffe. Jeg nikker til dem, men ser ikke direkte på dem. Jeg er pågående genert over for folk jeg ikke hænger ud med. Og disse folk er jeg kun på nik med, de er ikke venner. Kampfæller, men ikke venner. Ham med Biermann-overskægget kan jeg sætte navn på, men vi omgås ikke. Han er tjekket og jeg er. Bare en tilter. Med attitude. Jeg går hen i baren og smiler til den lille lækre der råber så satans højt, når der er demoer. Men som til hverdag er mut og indelukket. Jeg kan godt lide hende, når hun er stille. Hun ligner en der kommer fra et trygt hjem, hun har den der sikre måde at være på som signalerer: Jeg kan til enhver tid tage væk, jeg kommer fra en rig familie. Jeg er her bare for at realisere mig selv. Jeg sukker. Fair nok, jeg er her for at slappe af og er ligeglad med folks baggrunde. Dem kan vi tage over en gang røg og sprut til en fest i H.
Kan jeg ikke få en kop kaffe, smiler-mumler jeg ned i baren.
Tag lige smøgen ud af munden, søde.
Jeg flår min overlæbe i stykker og gentager mit ønske. Jeg smider hunden på baren, men hun vinker afværgende.
Jeg giver i dagens anledning.
Tak, hvisker jeg, tager kruset og skynder mig ned til et tomt bord.
Satans! Jeg har glemt mælk og sukker, jeg skæver op til baren. Der står det jo, jeg trommer i bordet og overvejer om jeg via telekinesekan få stadset herned. Velkommen til virkeligheden, jeg går ikke derop igen. Sort kaffe er okay.
Jeg sætter ild til min hjemmetril og fyrer op under den, inhalerer, så jeg får tårer i øjnene. Afslapning. Jeg lister hen til et andet bord, skraber avisen til mig og skynder mig hjem til mit eget lille kongerige. Der kommer flere folk ind og jeg er tæt på et panikanfald, men de sætter sig henne ved baren. De taler tysk. Jeg skuler hen til dem. Tyskere! Toppen af poppen, tyskere er de hårdeste. De sejeste. Jeg smiler. Læderbukser, skægstubbe og dobbeltløbede grønne hanekamme. Jeg er en bæ i forhold til dem. Jeg læser overskrifter og forsøger at nikke mig klogere. Jeg ser hen mod baren, ingen ser hen mod mit bord. De lever i en anden verden, og det er no pasaran. Jeg er bare en tilter, en kaot.
Og jeg har ikke råd til læderbukser. Så jeg ruller lige en smøg til. Mens jeg snigstirrer rundt og håber jeg er bare lidt synlig. Men jeg er usynlig, mens jeg drikker det sidste af kaffen der er kold. Med en kraftanstrengelse rejser jeg mig og bevæger mig op til baren, mens jeg stirrer ned på mine milier.
Hallo, siger en af tyskerne.
Jeg stivner, spjætter og ser panisk på tyskerne. Den ene af dem spørger om et eller andet og jeg fatter. Ikke en skid. Lortetysklærer! Jeg panikker og stirrer på ham. Jeg er helt blank.
Så gør han en bevægelse med hænderne som jeg trods alt kan dechifrere.
Jeg tager et skridt hen imod dem, hiver tobakken op af baglommen og lægger den på bordet. Han smiler, ruller en stang, takker og mens jeg nikker og smiler, spiller de Firestarter i baren.
Min yndlingssang. Med eller uden læderbukser. 

En lettere omskrevet version af kapitlet På café fra romanen "Belejringsdage" (2014).

tirsdag den 12. marts 2019

Fortolkning

Det tydelige forekommer
at stå skarpere
være i fokus
når intet bevæger sig ind i
billedets ro

Det er rammen [omkring os]
som giver afsættet
den kant den streg
der ikke skal overtrædes
med mindre man
bryder sig om at overlade
fortolkningen til andre.


Fra "Konfigurationer" (2015)

onsdag den 20. februar 2019

Not

I am not
my mother's child

Remember me as
a child torn apart and

From the grave a lullaby
and from a mouth no sound at

All but the promise of a Mother
mirrors of my past reflecting my future.

onsdag den 13. februar 2019

Science Fiction (2015)

Da jeg vågner, føles det, som om jeg har drukket en hel kasse Pinja. Jeg ligger på gulvet, min krop er følelsesløs og mit hoved er som vat. Jeg forsøger at sætte mig op, men jeg kan ikke bevæ- ge en eneste muskel. Jeg forsøger at dreje hovedet og efter et par minutter lykkes det mig.
Jeg kan se min højre arm ligge med undersiden opad og en hånd, der sidder i en mærkelig vinkel. Håndrodsknoglen stikker ud og jeg kan se den hvide knogle, kødtrevler og blodårer, der er flå- et over. Enderne ser brændte ud. Nå, jeg er ligeglad, det er ikke min hånd. Jeg kan ikke mærke smerten, så det kan ikke være min hånd. På den anden side; jeg genkender ærmet på den hvide jakke, der er farvet af noget, der mistænkeligt ligner koaguleret blod.
Så mon ikke det er min hånd? Hvor er jeg? Der er hvide klinker på væggene, lyset er skarpt. Det går op for mig, at jeg ligger i badeværelset. Jeg ser hen mod døråbningen, hvorfra tunge skridt nærmer sig.
Efter en evighed kommer en skikkelse til syne i døråbningen. Jeg kan følge det sorte kropspanser, der slutter tæt om et par sorte støvler, op over knæene, lårene, op ad maven og op til en bryst- kasse, der ligner forstævnen på en shuttle. Min overmand er høj, så høj, at han må bøje hovedet i døråbningen og så bred, at hans kropspanser fylder hele døråbningen. Jeg ser op på ansigtet. Ansigtet er hundeagtigt, øjnene sorte. En spids snude går i ét med munden, der ligner et hængsel besat med skarpe tænder.

Den ligner en kæmpestor sulten spyflue og den hvæser, hyler og klikker som en slukket bilmotor.
Taler den til mig? Der er pauser imellem hvæsene, som udstødes i en rytme, der ender i et højt spørgende hvin.

”Jeg forstår ikke, hvad du siger. Brug oversætteren”.
Tauri ryster på hovedet, hvæser, hviner og stirrer.
”Slå den skide oversætter til! Jeg forstår ikke, hvad du siger!”. Tauri hyler, hvæser og udstøder en hakkende lyd, der minder om en sav, der skærer igennem metal og kød.
”Griner du, dit svin?!”. Jeg forsøger at komme op og sidde.
Tauri træder helt ind i badeværelset, løfter sin fod og hamrer støvlehælen ned på mit i forvejen smadrede håndled. Jeg skriger og besvimer. 


Fra prologen. Science Fiction kan købes på clauswillumsen.dk

tirsdag den 29. januar 2019

Demo 1. Maj


Husk nu at det er en fredelig demo! er der en eller anden der råber i megafonen.
Lad være med at tilte og kaste med flasker, vi skal ikke give panserne nogen undskyldning for at smadre os!

Stemmen i megafonen er irriterende, som om hun taler til en flok børn. Jeg hiver en halv smøg ned i lungerne og ser rundt på den flok jeg går med. Jeg har rejst børsterne og flere ser skarpe ud i dag, flotte kamme i rød, grøn, sort og leverpostej. Milierne er pudset, penge er bommet og flasker klirrer i poser og inderlommer. Jeg har bommet 75 kr. og jeg har scoret en pakke filterløse fra farmand. Min læderjakke er ren amok, mine bukser er smadrede og solen skinner. Det bliver en dejlig dag. Demo og fest i H, tjums og terror og masser af sprut. Jeg er i festhumør. Og det er der andre der også er, uanset hvad tjekkerne så gerne vil have eller ikke have. Jeg hiver en øl med gashåndtag frem fra inderlommen, giver den til min sidemand der åbner den med tænderne.
Takker, siger jeg og ser op på et ansigt der er smadret af for mange knuste flasker og udkradsede bumser.
De nada, råber han og bunder øllen, ser rundt og tyrer den tomme flaske i en høj bue ind mod midterrabatten. Hvor pansere med hjelme og skjolde går og holder øje med os.

Gider du også åbne en til mig, bums, smiler jeg og stikker ham to nye øller.
Han nikker så kraftigt at hans læderbukser er ved at ryge ned, så
man kan se røvrevnen og flår kapslerne af på samme måde som før. Hvor er dit bælte, spørger jeg.

Det blev konfiskeret i forgårs af dem der, siger han og laver trutmund hen mod ordensmagten.
Jeg tænder to smøger, afleverer den ene. Bunder øllen og knalder den hårdt ned i asfalten.

Folk hopper og hujer.
Nu har nogen fundet ud af, at der er tiltere i demoen og igen råbes der i megafonen, at man skal være tjekket og lade være med at provokere.
Vi begynder at råbe, styrk den internationale kriminalitet. Det får lige folk op og koge, mens solen skinner. Vi skal i Parken. Der er
socialdemografisk hyggedag, så der skal drikkes og ryges og festes.
 
Vi er vel en 200 i demoen. Og de er 75 med fuld udrustning. Vi har grønne trækalashnikovs og de har knipler og skjolde. Jeg er ved at være godt stiv. Og de to joints, jeg har røget gør dagen endnu hyggeligere. For en gangs skyld giver jeg tjekkerne ret, dette er ikke tiden og stedet til at slå sig løs. Og det er okay. Og så alligevel ikke, en international festdag uden anarki? Jeg ser rundt på tilterne, løfter et øjenbryn og knytter næven. En eller anden kaster et kanonslag, jeg ved ikke hvem. Men der er knald på, den ene halvdel af demoen jubler og den anden halvdel buher. Jeg tager min flaske med snaps og skyller kanonslaget ned med det halve. Snapsen rammer min tomme mave som en knytnæve, jeg knækker sammen.
Fuck mad, gisper-griner jeg, tager en hivert til og rækker flasken ud til hvem som helst.
Jeg ser rundt på de andre, kan nu mærke at stemningen er til hygge,
så jeg slapper af og tænder en filterløs til.

Bilen der kører foran i demoen spiller et eller andet så højt, at det er umuligt at høre sig selv tænke. Jeg løfter min kalashnikov, ønsker den var rigtig. Og skriger som en sindssyg.
Folk omkring mig griner, en eller anden giver mig en joint og en
flaske gin. Jeg ryger og drikker og får sværere og sværere ved at gå lige.

Det gør ikke noget, vi er halvvejs og en eller anden tøs har lagt sin arm om min skulder, jeg tungeslasker hende på kinden. Ved at hun ikke kan lide det, men jeg er så stiv lige nu.
Hun er endnu en af dem jeg er væk i og jeg ved at jeg ingen chancer har. Så derfor tager jeg hende også lige på røven.

Og forventer en hård albue i ribbenene, men alle er vist til fest i dag. Så hun stikker en smøg ind imellem mine læber og tænder den, mens hun ser på mig med sine mascarasorte meget blå og meget alvorlige øjne.
Du har ikke spist noget ... igen, siger hun med morstemme. Hey, det er jo en festdag, hikster jeg. Jeg er hardcore... 

Fra romanen "Belejringsdage" (2014), som Peter Øvig Knudsen "blev klogere" af - se mere på clauswillumsen.dk

fredag den 18. januar 2019

Tre digte - fra Naturkoder (2011)


1. 
Ud over
       kanten

             rammes vi af
                         blomsternes fortolkninger. 
              Lyden; ultraviolet.

2. 
Jord udklækker
              små bitre 

                      både. 

3.
Knuste landskaber; 
                 blåbærrenes lingua franca.


mandag den 14. januar 2019

Snowflake

I admire
the way you transform
the beauty the unique
tentative evolving space
the shyness

I admire
the words you bring to me
the coldness the silence a
remembrance of solitude
an awareness

I admire
the trees the sounds
a fortitude of bitterness
the sweetness of not speaking
your desire.