tirsdag den 12. marts 2019

Fortolkning

Det tydelige forekommer
at stå skarpere
være i fokus
når intet bevæger sig ind i
billedets ro

Det er rammen [omkring os]
som giver afsættet
den kant den streg
der ikke skal overtrædes
med mindre man
bryder sig om at overlade
fortolkningen til andre.


Fra "Konfigurationer" (2015)

onsdag den 20. februar 2019

Not

I am not
my mother's child

Remember me as
a child torn apart and

From the grave a lullaby
and from a mouth no sound at

All but the promise of a Mother
mirrors of my past reflecting my future.

onsdag den 13. februar 2019

Science Fiction (2015)

Da jeg vågner, føles det, som om jeg har drukket en hel kasse Pinja. Jeg ligger på gulvet, min krop er følelsesløs og mit hoved er som vat. Jeg forsøger at sætte mig op, men jeg kan ikke bevæ- ge en eneste muskel. Jeg forsøger at dreje hovedet og efter et par minutter lykkes det mig.
Jeg kan se min højre arm ligge med undersiden opad og en hånd, der sidder i en mærkelig vinkel. Håndrodsknoglen stikker ud og jeg kan se den hvide knogle, kødtrevler og blodårer, der er flå- et over. Enderne ser brændte ud. Nå, jeg er ligeglad, det er ikke min hånd. Jeg kan ikke mærke smerten, så det kan ikke være min hånd. På den anden side; jeg genkender ærmet på den hvide jakke, der er farvet af noget, der mistænkeligt ligner koaguleret blod.
Så mon ikke det er min hånd? Hvor er jeg? Der er hvide klinker på væggene, lyset er skarpt. Det går op for mig, at jeg ligger i badeværelset. Jeg ser hen mod døråbningen, hvorfra tunge skridt nærmer sig.
Efter en evighed kommer en skikkelse til syne i døråbningen. Jeg kan følge det sorte kropspanser, der slutter tæt om et par sorte støvler, op over knæene, lårene, op ad maven og op til en bryst- kasse, der ligner forstævnen på en shuttle. Min overmand er høj, så høj, at han må bøje hovedet i døråbningen og så bred, at hans kropspanser fylder hele døråbningen. Jeg ser op på ansigtet. Ansigtet er hundeagtigt, øjnene sorte. En spids snude går i ét med munden, der ligner et hængsel besat med skarpe tænder.

Den ligner en kæmpestor sulten spyflue og den hvæser, hyler og klikker som en slukket bilmotor.
Taler den til mig? Der er pauser imellem hvæsene, som udstødes i en rytme, der ender i et højt spørgende hvin.

”Jeg forstår ikke, hvad du siger. Brug oversætteren”.
Tauri ryster på hovedet, hvæser, hviner og stirrer.
”Slå den skide oversætter til! Jeg forstår ikke, hvad du siger!”. Tauri hyler, hvæser og udstøder en hakkende lyd, der minder om en sav, der skærer igennem metal og kød.
”Griner du, dit svin?!”. Jeg forsøger at komme op og sidde.
Tauri træder helt ind i badeværelset, løfter sin fod og hamrer støvlehælen ned på mit i forvejen smadrede håndled. Jeg skriger og besvimer. 


Fra prologen. Science Fiction kan købes på clauswillumsen.dk

tirsdag den 29. januar 2019

Demo 1. Maj


Husk nu at det er en fredelig demo! er der en eller anden der råber i megafonen.
Lad være med at tilte og kaste med flasker, vi skal ikke give panserne nogen undskyldning for at smadre os!

Stemmen i megafonen er irriterende, som om hun taler til en flok børn. Jeg hiver en halv smøg ned i lungerne og ser rundt på den flok jeg går med. Jeg har rejst børsterne og flere ser skarpe ud i dag, flotte kamme i rød, grøn, sort og leverpostej. Milierne er pudset, penge er bommet og flasker klirrer i poser og inderlommer. Jeg har bommet 75 kr. og jeg har scoret en pakke filterløse fra farmand. Min læderjakke er ren amok, mine bukser er smadrede og solen skinner. Det bliver en dejlig dag. Demo og fest i H, tjums og terror og masser af sprut. Jeg er i festhumør. Og det er der andre der også er, uanset hvad tjekkerne så gerne vil have eller ikke have. Jeg hiver en øl med gashåndtag frem fra inderlommen, giver den til min sidemand der åbner den med tænderne.
Takker, siger jeg og ser op på et ansigt der er smadret af for mange knuste flasker og udkradsede bumser.
De nada, råber han og bunder øllen, ser rundt og tyrer den tomme flaske i en høj bue ind mod midterrabatten. Hvor pansere med hjelme og skjolde går og holder øje med os.

Gider du også åbne en til mig, bums, smiler jeg og stikker ham to nye øller.
Han nikker så kraftigt at hans læderbukser er ved at ryge ned, så
man kan se røvrevnen og flår kapslerne af på samme måde som før. Hvor er dit bælte, spørger jeg.

Det blev konfiskeret i forgårs af dem der, siger han og laver trutmund hen mod ordensmagten.
Jeg tænder to smøger, afleverer den ene. Bunder øllen og knalder den hårdt ned i asfalten.

Folk hopper og hujer.
Nu har nogen fundet ud af, at der er tiltere i demoen og igen råbes der i megafonen, at man skal være tjekket og lade være med at provokere.
Vi begynder at råbe, styrk den internationale kriminalitet. Det får lige folk op og koge, mens solen skinner. Vi skal i Parken. Der er
socialdemografisk hyggedag, så der skal drikkes og ryges og festes.
 
Vi er vel en 200 i demoen. Og de er 75 med fuld udrustning. Vi har grønne trækalashnikovs og de har knipler og skjolde. Jeg er ved at være godt stiv. Og de to joints, jeg har røget gør dagen endnu hyggeligere. For en gangs skyld giver jeg tjekkerne ret, dette er ikke tiden og stedet til at slå sig løs. Og det er okay. Og så alligevel ikke, en international festdag uden anarki? Jeg ser rundt på tilterne, løfter et øjenbryn og knytter næven. En eller anden kaster et kanonslag, jeg ved ikke hvem. Men der er knald på, den ene halvdel af demoen jubler og den anden halvdel buher. Jeg tager min flaske med snaps og skyller kanonslaget ned med det halve. Snapsen rammer min tomme mave som en knytnæve, jeg knækker sammen.
Fuck mad, gisper-griner jeg, tager en hivert til og rækker flasken ud til hvem som helst.
Jeg ser rundt på de andre, kan nu mærke at stemningen er til hygge,
så jeg slapper af og tænder en filterløs til.

Bilen der kører foran i demoen spiller et eller andet så højt, at det er umuligt at høre sig selv tænke. Jeg løfter min kalashnikov, ønsker den var rigtig. Og skriger som en sindssyg.
Folk omkring mig griner, en eller anden giver mig en joint og en
flaske gin. Jeg ryger og drikker og får sværere og sværere ved at gå lige.

Det gør ikke noget, vi er halvvejs og en eller anden tøs har lagt sin arm om min skulder, jeg tungeslasker hende på kinden. Ved at hun ikke kan lide det, men jeg er så stiv lige nu.
Hun er endnu en af dem jeg er væk i og jeg ved at jeg ingen chancer har. Så derfor tager jeg hende også lige på røven.

Og forventer en hård albue i ribbenene, men alle er vist til fest i dag. Så hun stikker en smøg ind imellem mine læber og tænder den, mens hun ser på mig med sine mascarasorte meget blå og meget alvorlige øjne.
Du har ikke spist noget ... igen, siger hun med morstemme. Hey, det er jo en festdag, hikster jeg. Jeg er hardcore... 

Fra romanen "Belejringsdage" (2014), som Peter Øvig Knudsen "blev klogere" af - se mere på clauswillumsen.dk

fredag den 18. januar 2019

Tre digte - fra Naturkoder (2011)


1. 
Ud over
       kanten

             rammes vi af
                         blomsternes fortolkninger. 
              Lyden; ultraviolet.

2. 
Jord udklækker
              små bitre 

                      både. 

3.
Knuste landskaber; 
                 blåbærrenes lingua franca.


mandag den 14. januar 2019

Snowflake

I admire
the way you transform
the beauty the unique
tentative evolving space
the shyness

I admire
the words you bring to me
the coldness the silence a
remembrance of solitude
an awareness

I admire
the trees the sounds
a fortitude of bitterness
the sweetness of not speaking
your desire.

mandag den 7. januar 2019

Beholdere

10
Alle ved det. Hunde er beholdere for tanker, der må holdes hemmelige for enhver pris. Det er en offentlig hemmelighed, at hunde er budbringere. De bringer beskeder rundt i verden hvert sekund, døgnet rundt, året rundt. Beskeder om død, beskeder om nyt liv, beskeder om håb og evig fortabelse, om overflytninger, om koder, der aldrig må brydes, om matematik, planeter, dna-strenge, teoremer, aksiomer, teser, halve sandheder, om løgn og latin.

9
Ingen ved præcist, hvordan disse dyriske beholdere bliver fyldt med information. Man ved blot, at sådan er det. Man behøver nødvendigvis ikke at vide, hvordan ting sker, blot at ting sker. Der florerer mange løsagtige hvorfor-ditter og hvordan-datter, men hvorfor ikke bare acceptere tingenes tilstand en gang imellem? Måske er det bedst ikke at vide for meget. Hvem har for eksempel lyst til at vide … hvornår man skal dø? Eller … hvordan universet bryder sammen? Ikke alle spørgsmål kræver et svar.
   Hunde er beholdere, sådan er det! Punktum slut.

8
En af disse hunde – Daniel hedder den – løber rundt ad en forudbestemt rute. Det ser ud, som om Daniel farer rundt på den der hundemåde, snuse her, lette ben der, kigge her, logre der og så en hæs gøen. Men tag ikke fejl, Daniel er på vej. Daniel er på vej med en besked, ikke alle vil bryde sig om at høre. Daniel har været undervejs i lidt over 2 uger. Ad snirklede omveje har han været undervejs, men nu er der ikke lang tid til, at målet er nået.
   Han begyndte i en by fjernt fra, hvor han er nu. Han har bevæget sig fra punkt A til punkt B ad en rute, der i kilometer svarer til turen fra byen K til byen R 3000 kilometer væk. Og det er langt længere end nødvendigt, eller det vil sige; det er nødvendigt. For den besked, Daniel bærer i sig, er vigtig. Den er en af de største hemmeligheder, Broderskabet endnu har sendt rundt.
Mange byers Centrum ved nu besked. Det er hunde som Daniel, der har været disse steder. Daniel er den sidste budbringer af en lang række CANIS, der har båret denne Secret D’Or.

7
Det er eftermiddag. Myldretidstrafikken er tiltagende. Mennesker er på vej
hjem fra arbejde. Der bliver købt ind, udvekslet blikke, hevet i børn, og Daniel lægger mærke til det meste. Han ved, hvor lidt der skal til før tingene går galt.
Han er en CANI, og de lægger mærke til alt, eller til det meste i hvert fald. For selv et sorthåret, højtrangerende medlem af Ordenen lægger ikke mærke til alt. At ”lægge mærke til alt”, som det hedder i reglementet, er et ideal, ikke ”virkelighed”.
Der er ingen tvivl om, at Daniel er en af de bedste; det er derfor, at han skal afslutte denne stafet.
   Han sætter sig og beskuer de nære omgivelser. Klør sig bag øret, sikrer sig, at alt er som det skal være, før han bevæger sig videre det sidste stykke.

6
Professor Mitra sætter sig ind i sin bil. Dagens timer i eksperimental fysik er forbi. Han er en af de bedste indenfor sit område, og Nobelprisen er ikke en fjern drøm. Han svinger ud fra sin parkeringsplads og føres ind i dagens malstrøm. Han er frisk i hovedet efter at have motioneret før hjemturen.
    Løbebåndet sætter hans tanker i gang, og når han først er i gang i hovedet, så følger kroppen med. Sagt med andre ord; Mitra er på vej hjem til kone og børn, og han er i strålende humør. Solen er ved at komme i gang her sent på eftermiddagen, byen er proppet med biler, mennesker, varer, ideer, byen er i bevægelse, og Professor Mitra er på vej hjem.

5
Daniel er snart fremme. Denne bærer af usandsynlige hemmeligheder har snart fuldført sin vigtigste mission. Beskeden, som Daniel bærer i sig, vil snart være i de rette hænder.
CANIS har eksisteret i mange tusinde år. De har været beholdere for Broderskabet i mindst 2500 år. Mange store mænd har udvekslet beskeder ved hjælp af CANIS. Der har været milliarder af ord, handlinger, symboler, forslag, ordrer og lyde bundet i disse firbenede budbringere. Daniel ved, at flere krige er forhindret på grund af hans forfædre, og han ved også, at en af de helt store hemmeligheder i det 19. århundredes virvar af konspirationer var ved at havne i de gale hænder, da en CANI lige skulle besøge en gammel ven.
Det kommer ikke til at ske denne gang. Opgaven er for vigtig til gamle venner. Den person, der skal modtage ham, er en af Broderskabets lokale repræsentanter. Det er ham, der skal reagere på beskeden. Daniel giver et bjæf fra sig og bevæger sig over vejen.

4
Professor Mitra tænker på sin familie. Han tænker på sin kone og sin datter. Han glæder sig til at se dem. Mon er 7 år, hun ligner sin mor mere end sin far, heldigvis. Hun er en lille spirrevip, gør det godt i skolen, har masser af gode venner. Sarah er den første (og sidste) kvinde, han har elsket med. Hun er blid, rolig og kan nu og da eksplodere i et smil, der kan oplyse en nat. Han er lykkelig, han har det godt. Han ved, at han er en heldig mand.
Nogle gange tager han sig selv i at smile i en svær udregning. Hvad har han dog gjort for at være så heldig? Mitra er en nøgtern mand. Han ved, at tingene må vende, at held vil blive afløst af ond skæbne, men lige nu nyder han heldet, sit liv, sin kone og sin datter. Bilerne ligger tæt i dag, årvågenhed er kodeordet, han har styr på det. Han er lykkelig. Trafikken er hektisk, men ingen problemer der. Han tænder for radioen, lytter til musikken, der fylder bilen. Weekenden er lige rundt om hjørnet.
Om et minut er han hjemme hos familien.

3
CANI løber over vejen, hører lyden af bremser, kaster sig ind på fortovet, og vender sig ud mod vejen, ser chaufføren i øjnene. Mandens øjne er mørkeblå. Der er fine rynker omkring dem. Det er helt sikkert en god mand. Sekundet strækkes til bristepunktet. Lyden af bremser fra biler overdøver dagens glade udråb. Disse øjne ser ud som om, de ved noget. To par øjne borer sig ind i hinanden. Og herefter bryder alt sammen. Skæbnens sorte trotyl, hemmeligheders røde væske, klarhedens blå krystal.
Dødens hvide glød.

2
Daniel løber hurtigt videre. Han har en opgave, der skal løses. Der er ikke langt igen. Bag ham er lyden af sirener kommet nærmere. Mennesker er kommet til skade, måske er nogle døde eller er ved det.
En gade kan hurtigt forvandles til et åbent sår. Han har set det før. Arme kan separeres fra kroppe, og ansigter kan nemt knuses til en fugtig masse af afsked. Det ved han. Men hans opgave er snart slut. Broderskabet kan endnu engang være tilfreds med CANIS tjenester. Endnu en beholder er ved at nå frem til sit mål. Denne bærer ved navn Daniel har snart fuldført sin mission.

1
Professor Mitra – med speciale i eksperimental fysik – ligger i en seng. Hans ansigt er blegt, kindbenet i højre side er knust, han har 5 brud på højre ben. Han mangler to fingre på venstre hånd. Han er blind på det højre øje, han kan kun skelne bevægelse med det andet. Han kan intet huske. 
    Han venter.

Fra novellesamlingen "Berømte Sidste Ord" (2009), Forfatterforlaget Attika

onsdag den 2. januar 2019

Uddrag fra novellen "Borgen"



Det var abrikosernes skyld.
Eller det var i hvert fald abrikoserne fra det træ, der gjorde, at jeg er, hvor jeg er nu. I dette øjeblik.
     Lyder det kryptisk? Bare rolig, det er slet ikke så underligt, som det lyder. Når alt kommer til alt, så er hele den hændelse, der fandt sted for mange år siden, bare et eventyr. Et eventyr, som har fået konsekvenser for mig, og måske også for andre. Helt sikkert for Adolfo. Men det ved du nok allerede. Ellers fortalte jeg jo ikke det her til dig nu. I dette øjeblik.

Adolfo elskede abrikoser.
Disse saftige frugter, med den ferskenagtige smag og det gule kød, kendes mest her nordpå som marmelade eller i tørret form, men sydpå spises de som var det slik. De plukkes af træerne i januar, og du skal være hurtig. For ellers er de væk i et ruf. Hov, der er abrikoser på træerne, og så er de væk. Og Adolfo, han kunne spise et forrådskammer tomt i løbet af nul komma fem!
     Jeg havde kendt Adolfo siden, jeg var syv år. Jeg mødte ham nede på gaden en dag, min mormor og jeg skulle hen og besøge mormors venner. Han stod og sparkede til en bold. Mormor fortalte mig, at Adolfo var hendes venners søn. Han var lille, tæt og havde en stor næse. Vi så på hinanden. Han smilede til mig, sparkede bolden hen til mig. Og fra det øjeblik var vi venner.
      Vi kunne ikke tale sammen. Han talte et kaudervælsk, syntes jeg, og det samme gjorde jeg sikkert også for ham. Men vi kiggede bare på hinanden. Som om, vi talte. Øjnene sagde:
    ”Skal vi spille bold?”
      Og benene svarede:
      ”Ja, det skal vi!”  
 Og så spillede vi. Vi kunne spille hele dagen. Og tit gjorde vi også lige præcis det. Kun afbrudt af Adolfos mor, der råbte til os, at vi skulle spise. Så gjorde Adolfo en bevægelse med hånden, som om han puttede mad i den. Og så var jeg med. Hvem behøver et fælles sprog, når man kan fortælle med fagter?

Men som sagt, så elskede Adolfo abrikoser.
Det var det eneste andet, ud over hans mors råb om mad, der kunne få os til at stoppe med det, vi nu var i gang med. Eller det vil sige: Adolfo standsede op, gjorde nogle fagter med armene, og så løb han op og hentede abrikoser. Dem delte vi. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg også kunne lide den sødlige smag, Og så spiste vi, så saften løb ned af vores hænder.
      Hver gang, jeg besøgte Adolfo og hans familie gentog det sig. Vores lege og aktiviteter kunne forandre sig, men abrikoserne var den konstant, der fik vores univers’ hjul til at køre, lydefrit og uden punkteringer.
      Men det blev, som sagt, også abrikoserne, der forandrede alt. Eller det vil sige: abrikoserne fra det helt bestemte træ.

___________________________________

Fra novellesamlingen "Sneuglen fra Marrakech" (udkommer i 2020).
Teksten er skrevet fra bladet, så eventuelle slå-, stave- og kommafejl beklager vi med et buk. Det vil selvfølgelig blive rettet, inden bogen udkommer. 

Herudover beklager Google den forringede formatering fra Word til Blog; det er sikkert ikke sidste gang, det sker.